Du er her: Home > Standardprodukter > Gode råd om opvask

Gode råd om opvask

Vandtemperatur

Dækket bordVi forudsætter, at du har en professionel opvaskemaskine, men hvornår er den sidst blevet checket? Er vandtemperaturen i de forskellige sektioner korrekt? Afskylning - hvadenten det foregår i en separat sektion i maskinen eller pr. håndkraft, - skal foretages med lunkent vand - altså under 40 grader. Ellers brænder proteiner fast og når udstyret derefter passerer vaskesektionen og skyllesektionen, hvor vandet er noget varmere, vil proterinresterne bare brænde endnu mere fast.

Temperaturen på selve opvaskevandet skal ligge mellem 55 og 65 grader for at få ren og fedtfri opvask. Den afsluttende skylning skal foregå ved en temperatur på mellem 82 og 90 grader. Det vil sikre, at opvasken er helt bakteriefri.

Skyllearme og pumper

Hvis ikke vaske- og skyllearmene kører korrekt rundt, vil opvaskeresultatet helt sikkert blive dårligt. Godset får ikke den kontakt med vandet som er nødvendig for et godt resultat. Årsagen til dårligt fungerende vaskearme kan være for lavt vandtryk eller tilstoppede dyser. Tilstopningen kan skyldes madrester, glasskår eller andre urenheder i vandet. Dårligt fungerende skyllearme skyldes ofte forkert vandtryk eller at dyserne er stillet forkert.

Hvis vandtrykket er for højt, kan det forøge hastigheden på armene og derved forhindre vandstrålerne i at nå op i bunden af glas og service, hvilket ofte ses som grums og fnug indvendig i glas og kopper. Dette kan dog også skyldes for lidt sæbe i vaskevandet.

Pumperne, der sørger for vandtilførslen, kan være årsagen til et forkert vandtryk. Få derfor checket både vaskearme, skyllearme og pumper med jævne mellemrum.

Pakning af maskinen

Det er ikke ligegyldigt hvordan en opvaskemaskine pakkes. Brug altid kurve, der passer til maskinen og brug de rigtige typer kurve til glas, tallerkner og bestik. De er designet, så opvasken rammes af mest muligt vand. Pas også på ikke at blokere for meget for vandpassagen ved at lægge f.eks. tallerkner ned.

Vasker man rigtig mange glas af i løbet af dagen kan det være en fordel at investere i en separat glasopvaskemaskine, som udelukkende indstilles til skånsom men effektiv glasvask. Afspændingsmiddel og små urenheder i glasset kan f.eks. være årsag til at fadøl ikke vil skumme ordenligt eller for hurtigt bliver „fladt“.

Kemi

Bruger man for meget sæbe, vil der dannes skum i opvaskemaskinen og skylningen vil ikke kunne nå at fjerne det hele. Er der for lidt sæbe, vil opvasken ikke blive ren og resultatet er madrester og belægninger.

For meget afspænding kan resultere i „gardiner“ på glas. Afspænding kan virke „fedtet“ og skyllet bliver derved ikke effektivt. For lidt afspænding kan bevirke, at skyllevandet ikke løber ordentligt af opvasken, som derved virker sjaskvåd, selv når den er færdig.

Pas også på IKKE at få almindeligt håndopvaskemiddel ind i maskinen. Det kan let ske, hvis man skyller sin opvask af og bruger sæbe inden opvasken sættes ind i maskinen. Håndopvaskemidler ødelægger forholdet mellem doseringen af sæbe og afspænding og danner skum i maskinen.

Men den vigtig faktor for forholdet mellem dosering af sæbe, afspænding og evt. salt er vandkvaliteten. Hvis vandet indeholder store mængder salte - calcium og magnesium - nedsættes effekten af sæbe og afspænding. Og desuden bevirker calcium og magnesium at der dannes kalkbelægninger på både opvask og maskine. Det nedsætter opvaskemaskinens effektivitet og også dens levetid.

Hvis vandet tilmed indeholder chlorid kan der ske tæringer selv på rustfrit stål. Kiselsyre i vandet vil vise sig som blålige olieagtige belægninger. Brunlig misfarvning skyldes ofte et for højt indhold af jern, kobber og mangan. Disse misfarvninger kan bl.a. opstå hvis installationen mellem vandbehandlingsanlæg og opvaskemaskine er udført i forkert materiale.

Hvis du vil være sikker på et godt opvaskeresultat er det derfor værd at kigge lidt nærmere på det vand, der ledes ind i opvaskemaskinen.

Glasskader

ChampagneglasOfte når man ser belægninger på glasvarer, er man tilbøjelig til at give opvaskemaskine, kemi eller vand skylden, men fakta er, at det er skader, der sker inde i selve glasmaterialet grundet de høje vasketemperaturer, som er en forudsætning for en professionel opvask. Glasskader ses som s-streger ned over glasset, som hvide matte skjolder og belægninger eller som blålige changerende belægninger. Glasskader kan ikke undgås men hvornår et glas får skader, kan hænge sammen med blandingen af de råprodukter, som glasset er fremstillet af. Om glasset er dyrt eller billigt betyder intet i denne sammenhæng.

Hvis man vil kontrollere om det er glasskader, så læg glasset i en sur vædske (citronsyre, eddike) i ca. 10 min. og poler derefter glasset. Forsvinder problemet er det værd at kigge på nogle af de andre forhold nævnt i denne artikel.

Problemet med de blålige belægninger skyldes silikater (kiselsyre), som for øvrigt ikke blot ses på glas, men også i selve opvaskemaskinen. Har man dette problem, bør man overveje en bedre vandbehandling, der fjerner kiselsyren.

Vask af bestik

OpvaskNæsten alt bestik i dag er af rustfrit stål og hvis man har problemer med at bestikket ikke bliver pænt efter turen gennem opvaskemaskinen, får bestikkvaliteten ofte skylden. Det er i de fleste tilfælde forkert og problemet findes som regel i den måde, man behandler sit bestik på. Her er derfor et par gode råd.

Læg alt bestikket i en flad opvaskekurv jævnt fordelt i hele kurven - stil det IKKE lodret i bestikkurve. Spul bestikket over - hvis det er meget snavset - og sæt kurven i opvaskemaskinen. Når opvasken er færdig, tages bestikket og sættes nu lodret i de tilhørende bestikkurve. Det er vigtigt at bestikket blandes, for hvis man stiller skeer for sig og gafler for sig, har de en tilbøjelighed til at „klistre“ sig op ad hinanden, fordi de formmæssigt passer sammen og herved vil vandet ikke kunne få kontakt med alle emnerne. Bestikkurvene køres gennem opvaskemaskinen igen og efter slutskyl rystes kurven, så overflødigt vand fjernes. Og så er man næsten altid sikret et godt resultat.

Små rustpletter på servicet skyldes brud på den yderste belægning, hvilket bevirker, at der kan trænge vand ind og forårsage rust. Det kan poleres væk, men belægningen har en evne til at regenerere og blive hel igen.

En anden årsag til rustpletter på bestik, kan skyldes, at der har været en ikke-rustfri genstand (aluminium) med i opvasken. Den vil afgive rust, som så angriber det pæne bestik.

Apropos aluminium så har det en tendens til at blive sort, hvis der er klor i opvaskevandet.

Leverandørservice

De her nævnte problemområder i forbindelse med en professionel opvask er naturligvis ikke noget man som køkkenleder selv skal tage vare på. Men det fremmer altid forståelsen, hvis man selv har observeret hvad årsagen kan være.

Leverandører af opvaskemaskinen, kemikalier og vandbehandlingsanlæg tilbyder forskellige serviceordninger og foretager analyser af f.eks. vandkvaliteten for at kunne rådgive om, hvad der skal til for at opvasken kan blive helt perfekt - uden alt for meget arbejde.

Læs om vores anlæg til brug i forbindelse med opvaskemaskiner.

Copyright HOH Water Technology A/S, Geminivej 24, 2670 Greve - tlf. +45 43 600 500